Tidlige typer af kropsarmering.

Behovet for kropsarmering har alle dage været tilstede. Kropsarmering har optrådt i mange former, som beskyttelse der både at kunne modstå forskellige former for trusler og samtidig være til at bevæge sig i.

En af de tidligste former for den bløde kropsarmering var dyreskind. Materialet var forholdsvist let og ydede kun en begrænset beskyttelse, materialet blev ofte set båret under en kraftigere armering. Århundreder senere iklædte eksempelvis de græske krigere sig en væsentlig tungere armering i form af bronzeplader. Og i det 8. århundrede introduceredes ringbrynjen, som var en rustning af metal-ringe, der vejede 6-14 kg og blev brugt igennem flere hundrede år i den ene og anden form.

Den formentlig tungeste form for armering var den middelalderlige rustning, som riddere benyttede sig af i årene omkring 1200-1600. Denne kropsarmering, skabt af metalplader, var en heldragt der således ydede beskyttelse til hele kroppen. Denne type udrustning var enormt effektiv mod datidens trusler, men med dens vægt på omkring 27 kg, var den var utrolig tung at bære. Det der førte til denne rustnings endeligt, var imidlertid ikke dens vægt, men skydevåbnenes indtog.

I skarp kontrast til rustningen, brugte japanerne silke i middelalderen. Det blev endda overvejet som ballistisk beskyttelse så sent som i det tidlige 20. århundredes USA. Dette naturlige materiale var både let og stærkt og ydede god beskyttelse mod ”lavhastigheds”-våben. Det kunne dog ikke stå imod tidens nye ”højhastigheds”skydevåben og var desuden meget dyrt.

Nyere tids blødere kropsarmering stod det amerikanske militær for, som under 2. verdenskrig begyndte at bruge en form for skudbeskyttende veste af ballistisk nylon, der var konstrueret af en særlig vævning af nylon. Men der var stadig langt til de ballistiske letvægtsveste man bruger i dag, som tilmed kan skjules under uniformen. For selvom disse veste kunne modstå ammunitions- fragmenter, kom de til kort overfor de fleste rifler og pistoler.

Moderne ballistiske veste.

Den ballistiske vest som kan bæres under uniformen, kom frem i slutningen af 1960erne. Motivationen for udviklingen af denne nye type kropsarmering var en alvorlig stigning i antallet af drab på betjente og andre ordenshåndhævere. I USA fordobledes antallet årligt fra 1966 til 1971 og de fleste af disse dødsfald skyldtes brug af håndvåben. Som reaktion herpå oprettede man det der i dag hedder The National Institute of Justice (NIJ), som fik til opgave at finde et materiale der kunne bruges til at udvikle ballistiske veste, som politimagten kunne bære dagligt.

Det materiale de fandt frem til var det revolutionerende stof Kevlar. Dette stof, der oprindeligt blev udviklet til dæk, var utrolig let, men samtidig 5 gange stærkere end stål! Fra 1971 til 1976 udviklede og gennemtestede NIJ, i samarbejde med adskillige private og offentlige organisationer, en vest lavet af Kevlar. Vesten viste sig at være effektiv mod datidens almindelige håndvåben. 

I de 30 år der er gået siden da, er der sket mange forbedringer af de materialer man bruger til fremstilling af ballistiske veste. De bliver blandt andet fremstillet lettere og mere behagelige at have på, samt til at kunne modstå flere typer af våben. Det hidtil bedste og letteste materiale er Dyneema som siges at være 15 gange stærkere end stål og 40% stærkere end aramid fibre som Kevlar